Gå til hovedindhold
Du er her:

Tryggehvile har bevægelse i skolen

Den understøttende undervisning bruger vi til bevægelse i bred forstand, og vi laver mange forskellige aktiviteter i timerne

Bevægelse i skolen

Vi har her sat beskrivelsen af bevægelse op som en pædagogisk ”Hvem? Hvad? Hvordan? Hvor? og Hvad ellers?-model” nedenfor.

Hvis du har spørgsmål, så tøv endelig ikke med at ringe til klubben eller skrive til os.

  • Hvem?

    Alt efter hvor mange klasser, der er på en årgang, er vi 3 eller 4 pædagoger fra Tryggehvile til den understøttende undervisning kaldet bevægelse: Louise, Christian, Nicolas og Asbjørn.

    Hvem der lige har jeres klasse kan dog veksle lidt, da vi nogle gange har en hel årgang sammen og nogle gange kun den enkelte klasse.

    Det er altid en udfordring at få skemaerne til at gå op, men vi lover at gøre vores bedste for at motivere børnene, selvom bevægelse falder midt imellem to frikvarterer eller efter idrætstimerne.

  • Hvad?

    Bevægelse er en bred betegnelse og vi laver mange forskellige aktiviteter i timerne. Vi laver alt fra alm. sportsdiscipliner og boldspil til "gakkede" mime-stafetter, gymnastiklege osv. Bevægelse er altså ikke decideret idræt, men det er alligevel hensigtsmæssigt, at børnene ikke har deres pæneste tøj og fine sko på. Især når vejret så småt bliver koldt og vådt.

    Hvis vi har hele årgangen samme, laver vi nogle gange en såkaldt klassedyst, hvor alle klasser dyster på samme tid og hvor vinderen får et diplom til klassens opslagstavle. Vi øver også discipliner til Mini OL/Get Moving, hvor der kan være meget blandede aktiviteter med fodbold og håndbold side om side med gummi-støvlepetanque og asfaltcurling osv.

  • Hvordan?

    Vores rutine er, at vi mødes i klasserne til alle timer.

    Indimellem er der fælles beskeder og nogle gange forklares regler til en ny leg på tavlen.

    Nogle gange har vi bevægelse klassevis og andre gange blandes klasserne. Det sidste gør vi, fordi eleverne så kan vælge efter aktivitet, og for at de kan være sammen med venner på tværs af klasserne.

  • Hvor?

    Da vi ikke har mulighed for at bruge hallen er vi oftest ude, medmindre det er helt umuliggjort af vejret. I så fald er vi i klasseværelserne eller i kælderen. Det er klart, at vi i de tilfælde ikke kan tilbyde samme grad af fysisk udfoldelse.

    Der er ofte andre klasser eller SFO, som har bevægelse i skolegården og på skolens baner, så ofte går vi på VSBs baner bagved skolen og tennisklubben. Vi benytter os også meget af kunstgræsbanen på den anden side af togskinnerne.

    Det er vigtigt at understrege, at bevægelse stadig er undervisning, skønt vi forlader skolens område, og at vi ikke giver tilladelse til, at nogle lige smutter hjem med skoletasken o.lign. Når vi går af sted, er der altid en voksen forrest og en voksen bagerst og børnene SKAL for deres egen sikkerhed krydse vejen i fodgængerfeltet – dette må også gerne repeteres derhjemme.    

  • Hvad ellers?

    Vi har i nogle skemaperioder bevægelse i den sidste time af skoledagen. Her går vi indimellem på Tryggehvile for at bruge de faciliteter, som findes ved klubben. Det kan være, at vi øver vandbasket på Kirkebakken eller laver et mooncar-ræs, ligesom de indendørs rammer kan være gode til efterår og vinter, da vi har bedre plads end i klassen. I disse timer må børnene gerne tage deres taske eller cykel med, da de jo har fri bagefter.

    Vi er opmærksomme på, at ikke alle elever er medlemmer i fritidsklubben og hvis nogle ikke skal være i klub efter skole, skal hente søskende i SFO eller har andre forpligtelser, så får de naturligvis fri lidt før, så det svarer til, at de var gået fra skolen kl. 15. 

    Hvis et barn ikke kan deltage i bevægelse pga. en skade eller anden aftale, må I gerne give barnet en seddel med til os. Er det flere gange, det drejer sig om, skal I kontakte skolens kontor for tilladelse.